søndag den 14. december 2008

Flyttedag

Så er hvalpene flyttet ned i stuen.

Normalt flytter vi først hvalpene fra kontoret til stuen når de er mellem 3 og 4 uger, men i det sidste kuld vi havde var der jo en hvalp der kravlede ud af fødekassen, ud af kontoret, hen af gangen og faldt ned fra første sal lige ned på klinkerne i bryggerset. Heldigvis gik det godt dengang - men det er jo ikke sikkert at det ville gå godt en anden gang.

Og da alle hvalpene lå i en fin bunke inde under sengen lørdag morgen i stedet for inde i kassen, blev den større hvalpegård fundet frem og alle snuderne kan nu boltre sig sammen med os andre.

Det betyder samtidig at alle de andre hunde har tilgang til hvalpegården og det synes de er fantastisk. Både Tut og Spunky hjælper til med at gøre dem rene og særlig Spunky der er en erfaren tæve passer dem. Hun lægger sig også og lader dem die - så jeg er lidt spændt på om hun lægger mælk ned.